Felix

Følg Felix og den store udfordring det kan være at få venner.
Felix er en børnebog næsten uden ord og med et figur galleri der er fyldt med skægge personligheder og et væld af detaljer at gå på opdagelse i.
Det er en bog for børn i alderen 3-8 år, deres forældre og alle der kan lide ærlige og humoristiske illustrationer.

LEKTØRUDTALELSE:
Kort om bogen: Sjov billedbog om at finde nye venner. For de 4-5-årige hjemme og i børnehaven.

Beskrivelse:
Billedbogsdebut. Katten Felix vil lege dåseskjul men har ingen at lege med. Strudsen, løven og elefanten reagerer på skiltet “Venner søges”. De er dog så dårlige til dåseskjul, at Felix straks dropper dem. Først senere opdager han, at de tre har andre kvaliteter, og et venskab opstår.

Vurdering:
Julie Østergaard er både tegner og forfatter til denne sjove billedbog. I en udtryksfuld, vild og karikeret akvarel på hvid baggrund boltrer Felix sig med sine (måske kommende) venner. Baggrund og omgivelser er væk, og det er kun hovedpersonerne og de handlingsbærende elementer, der er med i tegningerne, bortset fra en lille sidehandling med to små rotter. Farverne er dæmpede, med Felix’ knaldrøde kontorstol som en undtagelse. Billederne fortæller historien, kun suppleret af ganske få ord. Form og indhold rammer aldersmæssigt midt i feltet af billedbogslæsere.

Andre bøger om samme emne:
Blandt mange titler med det evigt aktuelle tema “venner” kan bl.a. nævnes Skrid, Sigurd! af Jørgen Stamp. Eller en bog som En pige, en løve, en storvildtjæger hvor illustrationerne af Hanne Bartholin har en vis lighed med Julie Østergaards.

Lektør: Bo Knudsen

Køb Felix bogen direkte af mig for kun 60,- ex. forsendelse. Send en mail til mig på info@julieoestergaard.dk